Musearm – Smerter i albue og underarm

Årsager til Musearm:

musearmNår håndens muskler er statisk spændte, forkortes musklerne, også når man slapper af. Dette bevirker et konstant træk, hvor musklen hæfter på knoglehinden. Der hvor senen slutter, fastgøres den til den hinde, der dækker knoglen, via små ”kroge” med modhagere. Når musklen er statisk spændt (forkortet også når du prøver at slappe af), opstår  en irritationstilstand, som bevirker, at vævet svulmer op. Denne irritationstilstand påvirker både tilhæftningspunkter samt de seneskeder, som omkranser senen. Disse fejlbelastninger forekommer ofte ved arbejde ved computer, hos håndværkere med ensidige arbejdsbevægelser og ved andet arbejde, hvor man belaster musklerne unødigt. Symptomerne på dine fejlbelastninger er smerter i albuen på de steder, hvor underarmens strække-og bøjemuskler fæstner sig. Ved computerarbejde bliver håndleddet  overbelastet, idet musens opbygning bevirker, at håndleddet strækkes bagud, når fingrene skal nå musens overside. Herved kan der opstå inflammation i seneskederne. Tilstanden kan yderligere forværres og udvikle sig til seneskedehindebetændelse, som er meget smertefuld. Computermusen er ikke  tilpasset den menneskelige anatomi. Når musen skal bevæges i små præcise ryk, er det primært musklerne omkring skulderen og underarmens strække- og bøjemuskler, der anvendes.

Behandling af Musearm:

Behandlingen består i at få underarmsmusklerne til at slappe af, således at trækket på  albueleddets tilhæftningspunkter mindskes. Erfaringsmæssigt vil 4 – 6 behandlinger gøre patienten smertefri. Behandlingen kombineres med en grundig instruktion i, hvordan man mest hensigtsmæssigt udfører de daglige rutiner og dermed ikke oparbejder de samme symptomer igen.